Indtil man tager på en højskole, som kunne være brandbjerg højskole for unge, så har man nok fået det meste serveret i livet, og det er jo blot tidstypisk og ikke et udsagn for, at børnene nødvendigvis er forkælede, for vi har bare nået et sted i vores samfund, hvor vi kan tage os bedre af vores børn, og de ikke skal lide last eller bidrage til, at familien kan overleve.
Men når man har oplevet den slags, fra man er helt lille, så opdager man næppe, hvordan det er at stå på egne ben, men det kan være angstprovokerende at kaste sig ud i direkte, så det kan være praktisk at tage en blød overgang, hvor man får en fornemmelse for at klare sig selv, hvor man udvikler sig og prøver sig selv af, og det er netop, hvad man kan opleve på sådan en højskole.
Der er mange, der tager sådan en oplevelse med i livet, hvor man bliver kastet sammen med mange andre mennesker, man ikke kender, og hvor man bliver udfordret på ens evner, så man kan se, hvad man evner, og hvor ens grænser går til – og hvor man ikke mindst skal udvikle sig.
Den højskole er bare sagen
Som sagt kan det være lidt skræmmende i starten, når man står overfor et nyt kapitel i ens liv, men hvis man selv har været med til at bestemme det, og man ved, at man altid kan hoppe fra og tage hjem igen, så kan man trods alt klappe sig selv på skulderen over, at man gjorde det, og man turde overskride ens grænser, for man oplevede, at man ikke døde af det, og så er man mere tilbøjelig til at gøre det igen i fremtiden.
Så tør man måske kaste sig over noget mere, men den højskole gjorde så trods alt, at man også fandt ud af, hvad man godt kunne tænke sig at lave med ens liv, og hvad man foretrækker at lave, og hvad man ikke bryder sig om. Den slags er vigtig lærdom, som man kan tage med sig resten af livet – det bliver aldrig dårlige lærepenge.
